Teit Sort Uldum

To-spors-modellen

I mit seneste indlæg skriver jeg om mit dilemma med, at jeg i forbindelse med fejring af min fødselsdag, særligt i de første år efter min datters død, bliver fyldt af sorg og savn. Jeg nævner kort To-spors-modellen.

Modellen er udviklet af de hollandske forskere Margaret Stroebe og Henrik Schut. De kalder den ”The dual proces of coping with bereavement” og den præsenteres første gang i 1999.

Det centrale for modellen er, at mennesker i sorg pendulerer mellem de to spor. I det ene spor oplever vi sorgens smerte og i det andet parallelle spor holder vi pause fra smerten for at koncentrere os om det nye liv uden det mistede menneske.

Da jeg uddanner mig som psykoterapeut i 90’erne, læser jeg ”Den Nødvendige Smerte” af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. Dengang lærer vi, at sorg bearbejdes ved at man går igennem 4 faser. Den teori minder meget om Johan Cullbergs teorier om krisehåndtering.

Det kan give god mening af have øje for de forskellige faser og opgaver i en sorgproces, men et dilemma med den teori er, at det ligger implicit i modellen, at sorg er noget man kommer over.

Naturligvis findes der simple sorgprocesser som kan opleves som noget der bliver overstået. Eksempelvis den første forelskelse hvor man som ung føler at ”verden bryder fuldstændigt sammen” når den udkårne slår op. Den type sorg har de fleste af os oplevet og kan senere tænke tilbage på med et overbærende smil.

Der er i min optik også forskel på, om vi mister et menneske der har levet et langt liv, eller vi eksempelvis mister et nyfødt barn. Min mormor flytter på plejehjem kort før jul i år 2000, og fortæller jævnligt det efterfølgende år: ”Vi havde sådan en god juleaften og jeg håber det bliver en sidste! ” Da jeg er med til at bære hendes kiste, den 21. december året efter, er jeg fuld af sorg. Samtidig kan jeg ikke undlade, at glæde mig over, at min elskede mormor fik sit ønske om fred opfyldt – kort før jul og sin 88 års fødselsdag.

Hermed være ikke sagt at vi kan måle forskellige typer af sorg op imod hinanden, men vi kan opleve sorg forskelligt afhængig af konteksten. Når nogen dør en forventelig død af alderdom, vil vi ikke samtidig med sorgen skulle kæmpe med et chok og en følelse af meningsløshed.

Langt de fleste mennesker vil i løbet af voksenlivet indstille sig på, at de før eller siden mister deres forældre. Mine forældre er begge i 80’erne og jeg indstiller mig så småt på, at de dør på et tidspunkt.

Det vi ikke skal, er at vurdere andre menneskers sorg. Afhængig af hvor nær og kærlig en relation vi har, vil vi kunne opleve et tab vidt forskelligt. Det der kan komplicere et sorgarbejde, kan for eksempel være, at pågældende ikke har følt sig elsket af det menneske det har mistet.

For en del år siden har jeg et terapeutisk forløb med en mand, som har mistet en forælder og det der fylder for ham, er primært sorgen over, at der nu ikke længere er et håb om at føle sig elsket og anerkendt af den afdøde forælder. Så tabet er for ham primært relateret til et savn der går mange år tilbage og kun i mindre grad et tab af forælderen i nutiden og fremtiden.

Sorg er yderst individuelt

Jeg vil gerne vende tilbage til To-spors-modellen og pointere at mennesker sørger forskelligt og at vi nu ved, at man ikke kan placere sorgprocesser ind i et fortløbende skema. At det mere handler om at være opmærksom på at skabe bevægelse. Når vi sørger, er det sundeste, om vi veksler imellem at være optaget af tabet og de følelser der er forbundet med det og det andet spor hvor vi fokuserer på det nye liv uden den person vi har mistet.

I det tabsorienterede spor ligger opgaven med at acceptere tabet, at slippe eller omforme relationen til den mistede. Hvorimod der i det genindførende spor ligger muligheden for afledning, men også opgaven med at finde sig til rette i livet på nye præmisser. At miste et menneske vi elsker, vil ofte kræve livsændringer, som i mange tilfælde er omfattende. Mange der mister en ægtefælle, vælger eller er nødt til at flytte til en ny bolig. Det hvad enten vi taler om dødsfald eller tab i forbindelse med skilsmisse.

Noget jeg finder vigtigt at pointere, er at sorgens dybde næsten altid hænger nøje sammen med tilknytningen og omfanget af kærlighed i relationen. Så når vi er hårdt ramt af sorg, så er det oftest ensbetydende med at relationen er vigtig. Det fokus vil ofte kunne føre til en følelse af taknemmelighed. Hvilket kan tale op imod den følelse af meningsløshed som mange også rammes af i forbindelse med tab.

Lige præcis dette fokusskift imellem smerten over tabet, til taknemmeligheden over den vigtige relation kan hjælpe os med at pendulere imellem det ene og det andet spor. For i fremtidsporet vil det være naturligt at taknemmeligheden bor eller dyrkes.

Begge spor er fyldt af savnet – bare på hver sin måde. Enten befinder vi os i det tabsorienterede spor, hvor vi er fyldt af savn og smerte over tabet eller også befinder vi os i det reetablerende spor hvor vi afledes fra sorgen. Her kan vi vænne os til nye roller, eller en ny identitet som forældreløs, enke eller noget tredje. Sporene er parallelle og særligt i starten vil vi ofte pendle meget hurtigt imellem de to spor.

Når vi kommer længere i vores sorgarbejde, og har fundet af nye copingstrategier vil processerne begynde at fylde mindre og så småt give plads til alt det andet vi også har i vores liv.