Teit Sort Uldum

Tabt barneglæde

Efter at have haft fødselsdag for et par uger siden, er jeg nu blevet fejret over hele to weekender. Dels af min kommende ægtemand, vores barnebarn, min søn og svigerdatter, mine svigerforældre, mine børns mor og nogle af mine nærmeste venner. Det har været hyggeligt, hjerteligt og dejligt. Jeg har også fået skønne gaver, men det vigtigste er det gode selskab. Jeg ELSKER at have gæster.

Mit liv i dag står i skarp kontrast til min opvækst. Ikke mindst på det følelsesmæssige område.

For godt 50 år siden i et parcelhuskvarter i Herning, bliver jeg også fejret og får fødselsdagsgaver. Den nærmeste familie kommer til kaffe og jeg får penge af min bedstemor og bedstefar. Jeg husker det som en 50 kroneseddel, min bedstefar trækker op af tegnebogen. Af min mormor og morfar får jeg gaver der er pakket ind.

Jeg kan bedst lide rigtige gaver og husker, at jeg på et tidspunkt får min første blomstrede skjorte, som min mormor har købt til mig. Den er råhvid med blålige blomster. Måske min første skjorte som min storebror ikke har magen til. Ellers går jeg altid i tøj, som min mor bestemmer, at min bror og jeg skal have. Først da jeg er 12-13 år, får jeg indflydelse på, hvilken type tøj jeg går i. Dem der kender mig, ved at jeg har en relativ personlig tøjsmag og jeg ville have elsket allerede som lille dreng at vælge mit tøj selv.

En ”skygge” over glæden

Når det er min fødselsdag, blandes den barnlige spænding over gaver og gæster med min mors adfærd. Jeg husker fornemmelsen af, at jeg skal træde varsomt i forhold til min mor. Ligesom på andre dage, hvor vi får gæster, så bliver stemningen i huset stærkt præget af min mors sindstilstand.

En tilstand som jeg vel bedst kan beskrive som en blanding af stress, nervøsitet og kort lunte – med øget fare for konflikt. Det er helt sædvanligt, at jeg er opmærksom på risikoen for min mors opfarenhed. Men jeg mærker i særlig grad en emotionel udfordring, når det er min egen fødselsdag.

Min skyld?

Jeg har en fornemmelse af at være til besvær. En diffus følelse af at det er min skyld, at min mor virker uligevægtig og stresset. Senere i livet lærer jeg, at det er helt almindeligt for børn, at påtage sig ansvaret for forældrenes følelser, når de ikke selv tager sig ansvaret for dem. Ved for eksempel at sætte ord på følelserne.

Min forventningsglæde, og spændingen over at være ham der får gaver, gør det sværere at skulle ”gå på listesko” for ikke at risikere skældud. Samtidig glæder jeg mig til at få opmærksomhed. Resultatet er, at jeg ikke rigtigt nyder mine fødselsdage.

Først da jeg er blevet voksen og flyttet sammen med hende, der senere bliver mine børns mor, erfarer jeg, at fødselsdage kan være fredfyldte og dejlige. At man kan blive forkælet – uden at føle skyld.

Hvorfor offentliggøre den slags?

Når jeg vælger, at dele denne erfaring her på bloggen, er det fordi jeg ofte møder mennesker som har lignende erfaringer. Dels er det langt fra ualmindeligt at være vokset op med forældre, som ikke bare er fulde af overskud, kærlighed og empati. Dels er det nok et menneskeligt vilkår, at forældre ikke altid evner at rumme deres børns følelser.

Vi er ikke ude i det bedre borgerskabs præmis, om at børn skal ses, men ikke høres. Jeg tror bare ikke, at børns følelser er noget almindelige mennesker er bevidste om, der hvor jeg vokser op i 60’ernes Midtjylland.

Mit ærinde er på ingen måde at udstille eller kritisere min mor. Hun har gjort sit bedste, for at være en god mor. Når jeg alligevel problematiserer min opvækst, skyldes det, at man i den situation har valget imellem at elske sine forældre eller sig selv.

Når børn ikke føler sig elsket og rummet følelsesmæssigt, så stopper de ikke med at elske forælderen, de stopper med at elske sig selv. De føler sig forkerte og lærer at gemme deres følelser og behov væk.

Ofte pakkes følelserne så langt væk, at de slet ikke kan mærkes længere. Mange af de klienter jeg har i terapi, skal trænes i at være i kontakt med deres følelser. Ind imellem kan det være en langvarig proces at blive fortrolig med at være i emotionel kontakt med sig selv eller andre.

Personligt har jeg nok altid virket som en følsom dreng og senere mand. Men når jeg som barn viser følelser, er det altid i afmålte portioner, så jeg intuitivt ved, at min mor kan håndtere dem. Især vrede er en forbudt følelse, så den pakker jeg helt væk. Jeg må godt være ked af det, så får jeg positiv opmærksomhed. Dog på en måde som jeg i dag tolker som medlidenhed.

Desværre har min erfaring med ikke at blive rummet og mødt på min glæde, vrede eller ked-af-det-hed fået stor betydning for mit liv. Jeg har for eksempel været mange år om at finde en ny partner, hvor relationen udvikler sig til ægte langvarig kærlighed. At vokse op med disse mangler kan være afgørende for evnen til at knytte sig til både partner, børn og venner.

Lykkeligvis finder jeg i 2015 sammen med Paw. For første gang i mit liv oplever jeg, at kærligheden bare bliver stærkere og dybere over tid. Vi gifter os i august.

Varme sommerhilsner

Teit