Teit Sort Uldum

Årstidens indvirkning på vores stemning

I sensommeren 2004 bor jeg sammen med mine børn og deres mor i et rækkehus i Ålsgårde. Udefra set er vi en helt almindelig familie med mor, far og 2 fælles børn. Men inde bag facaden er vi en usædvanlig familie. Vi er ramt af en tragedie.

Vores ældste barn er på vej til at dø. Zenia har fået en cancerdiagnose 8 år tidligere – som knapt 4 årig. Over flere langvarige perioder har hun været igennem al den behandling det offentlige sygehusvæsen kan tilbyde og al den alternative behandling vi finder relevant, at vores datter gennemgår.

Det seneste års tid er det blevet tydeligt for os, og til sidst også for hende selv, at Zenia ikke kan helbredes. Hele den sommer opholder vi os næsten udelukkende i vores tv-stue på førstesalen. Her kan Zenia gå fra sovesofaen til en stol og skiftevist sidde og ligge ned. Fjernsynet kører næsten konstant med det som Zenia har lyst til at se. Det er for eksempel hele serier af julekalendere – midt om sommeren.

Det er en frygtelig og vigtig periode i mit liv. De uger lærer mig meget om livets væsentligste værdier og om hvad kærlighed er. ALT drejer sig om hvordan min datter kan få den bedst mulige sidste tid og hvordan hendes lillebror kommer igennem den sommer med færrest mulige ar på sjælen. Hver dag skal være så god som muligt! Jeg har en følelse af at det er livet om at gøre, hvad vi prioriterer lige NU og her.

Zenia trækker vejret sidste gang fredag den 24. september kl. 8.10. – det opleves både som et følelsesmæssigt chok, samtidig med at det også er noget uundgåeligt, vi har set komme.

Det er en smuk efterårsdag. Midt i vores kaos af alle mulige følelser og opgaver, vi skal løse, taler vi om, at det er en smuk dag Zenia dør på. I dag tænker jeg, at det virker fuldkommen irrelevant hvordan vejret er, men solstrålerne som strømmer ind i stuen gør en forskel. Måske et lille lyspunkt midt i et emotionelt mørke som vi ved venter os. Muligvis også fordi det midt i noget så ubehageligt er lettere at forholde sig til vejret end alt det ukendte så som lægens dødsattest, præstens velsignelse og planlægningen med bedemandsfirmaet.  

September = Zenias død

Hvert efterår husker min krop mig på denne livsændrende hændelse. September måneds stemning og særlige intense sollys og begyndende efterårsmørke minder mig hvert eneste år om min datters sidste uger tilbage i 2004. Det medfører en tristhed, men giver mig også mulighed for at tjekke hvor jeg befinder mig i min proces med sorgen.

En velkendt misforståelse omkring sorg er, at det er en proces man skal igennem og som så går over. Det er ikke korrekt! Sorgen forsvinder ikke.

Mange mennesker vil gerne tro, at tiden læger alle sår. Det er godt nok en behagelig tanke, men det stemmer ikke overens med de erfaringer vi der lever med sorg gør os. At miste et barn er ikke en sorg der går over eller forsvinder. Der er snarere tale om, at vi bliver bedre til at leve med sorgen med tiden. Som billedet nedenfor illustrerer, bliver vi bedre til at skabe plads til sorgen. Det kan tolkes som at sorgen fylder mindre, men forskningen viser, at det der sker er, at vi udvikler os til at kunne rumme sorgen bedre.

Jeg har, i løbet af mine 17 år med sorg, lært at acceptere et vilkår som opstår når vi mister, at sorgen går ind og ud af os. Jeg har også lært helt bevidst at gå ind og ud af sorgen. Det har krævet en del personligt arbejde. Blandt andet mange timers sorg- og psykoterapi, men også foredrag, dialoger med andre der står i samme situation, samt læsning af en masse litteratur om emnet. Ligesom jeg også har taget en efteruddannelse i sorg- og kriseterapi.

Hvad mennesker har behov for, når de oplever sorg er individuelt. Jeg hørte for nyligt en psykolog udtale, at der er forskning som tyder på, at det hjælper mennesker bedre at skrive deres oplevelser ned, end det hjælper at gå i terapi. Personligt har jeg stort udbytte af begge dele.

Med øvelsen er jeg blevet i stand til (det meste af tiden), at kunne skifte imellem det allerdybeste savn og den højtsvævende lykke. På et splitsekund kan jeg få tårer i øjnene eller bryde ud i gråd, ligesom jeg til hver en tid vil kunne grine højt og inderligt. Umiddelbart efter Zenias død havde jeg svært ved at kontrollere disse stemningsskift, men gennem årerne har jeg lært at kunne styre det – næsten i hvert fald. Det kræver nemlig at jeg får ventileret min sorg jævnligt. Hvis jeg ikke er i indre emotionel kontakt i en længere periode, så kan jeg pludseligt blive overmandet af savnet.

Ligesom de fleste andre mennesker har jeg en mekanisme, der afholder mig fra at bryde ud i gråd sammen med mennesker jeg ikke kender. Men jeg får ofte tårer i øjnene og helt bevidst vælger jeg at græde med jævne mellemrum, når jeg er alene eller befinder i en sammenhæng hvor det er okay.

Jeg skal bare tænke på, hvor uendeligt gerne jeg ville have, at min datter kunne leve sit liv her på jorden, eller hvordan Zenia var tæt på at blive kvalt (på grund af væske i lungerne) kort før sin død. For at kunne grine højt og inderligt skal jeg for eksempel bare lave sjov med mit barnebarn.

Jeg vil under ingen omstændigheder fortrænge min sorg – og dermed min kærlighed til Zenia. Lige så lidt ønsker jeg at sætte mit liv i stå. Mange mennesker mener, at sørgende skal komme videre, jeg kommer videre hver eneste dag, men jeg vil ikke væk fra min sorg. Jeg lever med min sorg parallelt med min øvrige tilværelse og mit liv er, som de fleste andres, fyldt med udfordringer, opgaver og ind imellem den store lykke.

Og sorg er bestemt ikke en hindring for at opleve lykke. I hvert fald ikke en sorg der ventileres og rummes, hvorimod en sorg der fortrænges og gemmes væk vil kunne stå i vejen for lykke. Vores forskellige følelser befinder sig det samme sted i kroppen, uanset om det er tristhed eller glæde og hvis vi ikke vil være i kontakt med det sorgfulde, lukker vi også af for glæden og livslysten.

Min erfaring er, at vejen til lykken går via accept af alle vores følelser og villighed til at lade sorgen gå ind og ud af os – ikke mindst for også at kunne lade lykken gå ind og ud af os.

Kærlig hilsen

Teit – Zenias far