Teit Sort Uldum

Når stresscoachen får stress

I starten af 2018 genåbner jeg min private praksis som psykoterapeut. Igennem nogle år har jeg primært arbejdet som underviser, stresscoach, mindfulnessinstruktør og socialfaglig konsulent i et konsulentfirma. Senere samme år gennemfører jeg en ny efteruddannelse som sorg-/kriseterapeut. Det er ikke nyt for mig, at skulle læse en masse faglitteratur og udføre diverse opgaver, da jeg inden da har taget adskillige kurser og efteruddannelser. En udfordring er, at min kæreste og jeg samtidig er ved at se på hus sammen.

Faktisk ved jeg godt af erfaring, at det er krævende at skulle gå på uddannelse mange dage hver måned og tilegne sit nyt fagligt stof, parallelt med et krævende fuldtidsjob. Så jeg har meldt ud overfor min partner, at vi først kan flytte, når jeg har afsluttet min efteruddannelse.

Så vi kigger bare på huse sådan lidt useriøst, for vi skal jo ikke flytte lige nu… Problemet er bare, at da vi først får afklaret, hvor meget vi kan låne igennem banken, så bliver jeg meget opsat på at se på mulige huse og bruger timer på det… alt imens jeg jo også skal passe job og studie. Allerede efter meget kort tid falder jeg over et hus som ser fint ud. Så vi tager fra København til Gilleleje med toget for at se på huse flere gange og efter at vi har set på et hus som er helt håbløst, cykler vi ud og ser på et hus udefra jeg har forelsket mig i. Huset er en gammel stråtækt gård og vi er enige om virker meget spændende. Så i løbet af meget kort tid har vi fundet det helt rigtige hus.

Herefter følger en periode med forhandlinger med banken, ejendomsmægleren og usikkerhed om hvorvidt det kan lade sig gøre at købe det her skønne hus.

Midt i alle disse forhandlinger har jeg travlt med 5-7 klienter om ugen efter arbejdstid i mit konsulentjob. Jeg trives fint med at arbejde som psykoterapeut flere eftermiddage og aftener om ugen, samtidig med at jeg er stresscoach, underviser og konsulent i dagtimerne. Udfordringen er bare at det er for meget. Jeg slapper jo aldrig af.

Når jeg er hjemme, skal jeg enten læse om sorgteorier eller skrive opgaver til uddannelsen. Og i slutningen af uddannelsen skal vi også have planlagt flytning og da vi har temmelig meget indbo skal der hyres et flyttefirma og pakkes 200 flyttekasser. Vi overtager huset i februar og i slutningen af marts flytter vi ind.

Herefter følger en hektisk periode med maling og indretning. Der skal også samles møbler og pakkes kasser ud. Vi har begge en meget lang transporttid til vores job. Jeg kører i den periode på euforien over, at det er lykkedes os at købe et fantastisk hus og elsker at komme hjem til huset og haven hver eftermiddag eller aften.

I løbet af sommeren rammes en i min nærmeste familie af meget alvorlig sygdom, det påvirker mig meget – også mere end jeg i første omgang er bevidst om.

I løbet af efteråret er jeg syg med hoste – som viser sig at være kighoste og noget jeg har svært ved at slippe af med. Som tiden går føler jeg mig mere og mere træt. Jeg har ikke længere energi til at lave opslag på Facebook for at lave reklame for min praksis, så der kommer færre klienthenvendelser. Jeg føler mig rigeligt “hængt op” over at skulle passe mit job i København. Kort efter vores flytning er jeg ellers gået på deltid for at kunne have tid til min praksis sideløbende med jobbet. Jeg har bare ikke energi til at yde mere, så det passer mig fint kun at have meget få klienter i den periode.

På et tidspunkt må jeg kapitulere og gå til lægen og tale med ham om hvad der er galt. Jeg kan ikke rigtigt slippe kighosten, men det værste er faktisk, at jeg konstant er ekstremt træt. Lægen accepterer at udskrive noget penicillin, selvom han ikke mener det er relevant. Jeg er bare nærmest desperat efter at få det bedre.

I november kommer den 3. fyringsrunde indenfor få måneder på min arbejdsplads og denne gang peger pilen på mig og 8 andre. Parallelt med min opsigelse erkender jeg, at det ikke bare er en fysisk udfordring jeg har. Så jeg melder mig delvist syg og får reduceret mine arbejdsopgaver. Men selvom jeg har aftalt at kunne sidde hjemme og passe en del af mine konsulent- og mentoropgaver, så dræner det mig stadig fuldstændigt for energi bare at tænke på arbejdsopgaver.

Efter lang tid med skiftevist fuld og delvis sygemelding, må jeg til sidst erkende, at jeg er ramt af stress. Det kan i dag undre mig, at jeg som stresscoach igennem 10 år ikke kan gennemskue mine egne symptomer. Ved at læse om symptomerne og skrive mine tanker ned, går det op for mig, at det ikke er en klassisk stresstilstand jeg er i. Men en overbelastningsreaktion. Som jeg taler med en psykolog om, så har jeg kunnet skubbe denne tilstand foran mig i så lang tid, ved hjælp af mine inkorporerede mindfulnessteknikker.

Det er på sin vis både er godt at skidt at kunne udskyde et stresssammenbrud. Men når først kroppen er belastet, så er der ingen vej udenom. Så jeg må “trække stikket” og sygemelde mig på fuld tid og er det i 3 måneder. Jeg når lige at være tilbage i mit job på nedsat tid den sidste måned inden jeg stopper.

Både fagligt og personligt har det været en lærerig proces for mig. Jeg har arbejdet professionelt med en del mennesker som har fortalt om, hvordan kombinationen af private og arbejdsmæssige belastninger har “fået deres korthus til at vælte”, som nogle kalder det.

At have gennemlevet på egen krop hvordan det føles at skubbe en overbelastningsreaktion foran sig i månedsvis, har givet mig en forstærket respekt for kompleksiteten i stress. Ligesom det har givet mig en anden indsigt, at have været personligt ramt af denne form for stress – ikke travlhed, men en udmarvende udmattelse som tager måneder at komme sig over.

Hvis du kan genkende elementer af min historie, eller bare vil afklare om jeg kan hjælpe dig, er du meget velkommen til at ringe til mig på 30 20 80 29 eller klikke på linket nedenfor, hvor du kan booke en uforpligtende telefonsamtale.