Teit Sort Uldum

Den første tid efter tabet

I mit psykologiske arbejde med sorg møder jeg mennesker med mange forskellige udfordringer. Der er nogen som rækker ud allerede kort efter deres tab og andre som tænker, at de selv skal kunne håndtere deres sorg.

En del mennesker har dog god gavn af at opsøge viden om tab og flere og flere erkender et behov for professionel hjælp. Ikke fordi sorgen kan fikses, men der er hjælp at hente i processen med at lære at leve et liv med sorg.

Jeg vil her skrive om den første periode efter et tab og give et bud på, hvordan en periode med dyb sorg kan opleves.

I starten fylder sorgen ALT. Det eneste vores hjerne og krop kan fokusere på er savnet efter den afdøde. Sådan opleves det i hvert fald af mange. Ind imellem kan der dukke andre tanker, følelser og impulser op. Ligesom vi måske kan tvinge os til at gå en tur eller andre velkendte handlinger. Vi har typisk ikke overskud til at opdyrke nye interesser eller kaste os ud i noget som kræver en indsats af os. Vi har simpelthen ikke overskud til det.

Det manglende overskud opleves ofte som en fysisk udmattelse, men er nok snarere et mentalt og psykisk underskud som manifesterer sig fysisk.

Tab ved dødsfald

I dette indlæg tager jeg udgangspunkt i tab udløst af dødsfald. Men mange af de samme reaktioner og udfordringer kan opstå i forbindelse med pludselig sygdom, en skilsmisse, en fyring eller andre former for tab. Hvis du kæmper med en anden type tab, så sæt selv dit tema ind i stedet for dødsfald.

Personligt har jeg erfaring med mange typer tab. Som mange andre har jeg mistet elskede bedsteforældre som både barn og voksen, ligesom jeg har oplevet både fyringer og skilsmisser. Men mit absolut mest udfordrende tab er min datters uhelbredelige sygdom og død i 2004.

Da Zenia døde, havde jeg nogle år som kun handlede om overlevelse. Det eneste der holdt mig oppe i starten, var kærligheden til og omsorgen for min søn. Alt andet var en kæmpe overvindelse at skulle tage mig af. Efter begravelsen brugte mine børns mor og jeg en del tid på at skrive takkekort til de mennesker som havde vist os omsorg. Vi begyndte også relativt hurtigt at sortere i Zenias ejendele. Det startede med, at vi ville forære nogle af Zenias veninder et minde om hende, hvilket førte til mange små gaver til venner og familiemedlemmer.

I starten gik hverdagene med at sørge for min dengang 9 årige søns basale behov. Han skulle i skole, have mad og almindelig forældrekontakt. Det jeg primært tog mig af, var at følge min søn i skole og sørge for at vores tøj blev vasket, samt helt almindelig rengøring. Min daværende hustru og jeg fortsatte i de roller som vi havde inden. Det var jo naturligt nok, men samtidig var det som om, at det føltes helt unaturligt bare leve videre som før. Det oplevedes som om, at vores familie var blevet splintret i atomer. Jeg følte et kæmpe tomrum efter min datter, hvis behov havde været et af de væsentligste omdrejningspunkter igennem 12 år. Alligevel fortsatte vores liv på mange måder som om intet var hændt. Det føltes så mærkeligt.

På sin vis var det nok også min søns behov, at vores liv ikke blev mere forandret lige efter hans søsters død, men vi voksne valgte at gøre en indsats for at finde et nyt sted at bo. Af noget der føltes som en skytsengels værk fik vi 9 måneder efter Zenias død mulighed for at flytte til en skøn lejlighed midt i byen. Det pudsige var, at lejligheden vi fik tilbudt, stod til at have 20 års ventetid, men efter få måneder fik vi lejligheden som lå væsentlig tættere på kirkegården end det rækkehus vi boede i før.

Flytningen krævede mange ressourcer, men gav også fornyet energi og med tiden fik jeg overskud til at få mere fokus på mine egne behov. Jeg begyndte på en uddannelse som voksenunderviser, skiftede mit fornavn og endte med også at blive skilt. En skilsmisse som nok havde været undervejs i nogle år, men som jeg meget gerne ville have forskånet min søn for!

Hvordan vi mennesker håndterer et tab er yderst individuelt. Der spiller uendeligt mange faktorer ind. Først og fremmest vores personlige erfaringer med at skulle omstille os og håndtere svære følelser og reaktioner hos os selv og andre. Men også vores tidlige tilknytningsmønstre kan komme i spil, når vi mister et menneske som er vigtigt for os. Vores grundlæggende værdier som mennesker og vores tro eller ikke tro på en Gud, eller noget spirituelt kan komme i spil.

Mange mennesker oplever en eksistentiel krise sideløbende med tabet, hvilket kan gøre det svært at adskille, hvad der er sorgreaktion og hvad der er parallelle processer.

Alle disse udfordringer kan være svære at gå alene og tumle med. Derfor opsøgte jeg selv en psykoterapeut, da jeg var i mit livs sværeste periode. Tilsvarende er der mange som opsøger mig og mine kolleger som arbejder med sorg. Ikke fordi vi kan fjerne sorgen fra dem, eller på anden måde fikse dem. Men det vi kan, er at være nærværende, lyttende og guide den enkelte til at finde frem til lige præcis de strategier som kan være støttende for at komme videre. Ikke for at komme væk fra sorgen, men for at lære at leve med sorgen.

En udbredt misforståelse er at sorg er noget som skal gennemleves og som forsvinder. Det første er rigtigt nok, men vi kan ikke forvente at dyb sorg opløses eller på anden måde forsvinder. Som Gunver Juul, der var min datters biopat, kinesiolog og regressionsterapeut, ofte har sagt: ”Der findes ikke noget geografisk sted der hedder væk. ”Vi bærer sorgen med os og skal lære at skabe et liv med den som en del af hverdagen og nok især en del af højtiderne.

De fleste af os er særlig meget i kontakt med vores sorg til jul, fødselsdage og andre mærkedage, hvor vi i endnu højere grad mærker savnet efter det elskede afdøde menneske. Men det er helt stort emne for sig, som jeg vil skrive om en anden dag.

Har du udfordringer med et tab, hvad enten det er nyt eller et du har haft med dig igennem længere tid, er du velkommen til at kontakte mig, for at afklare, om du tror det vil være relevant for dig med en eller flere samtaler med mig. Du er også meget velkommen til at dele mit blogindlæg med andre, som du tænker måske kunne have gavn af min personlige og faglige erfaring.

Kærligst

Teit