Teit Sort Uldum

Psykoterapeut og stresscoach

Refleksioner om terapi

Mig som psykoterapeut

En af mine forcer er at jeg har let ved at rumme alle mulige følelser. Det er naturligt for mig, at gå ud og ind af sorg, glæde, lyst og vrede. Ligesom jeg er tryg ved tilstande som angst, skam og skyld.

Jeg elsker at arbejde psykoterapeutisk med mennesker som ønsker at udvikle sig og som gerne vil blive bedre til at navigere i alle de udfordringer, tanker og følelser livet byder på.

Hvordan psykoterapi virker

Et fundament for at skabe personlig udvikling er den gode mellemmenneskelige relation. Jeg tror grundlæggende ikke, at man kan lære andre mennesker noget, men jeg håber at kunne inspirere til nye refleksioner, ved hjælp af mine spørgsmål og input. Ligesom jeg yder mit bedste for at møde dig i den stemning og situation du befinder dig i. Under den første samtale lytter jeg ofte en stor del af tiden, men jeg ser det også for min opgave at udfordre dine tænke- og handlemønstre, da der oftest er flere vinkler på en udfordring.

I mit terapeutiske rum er alle følelser tilladte. Jeg anser mine klienter som ligeværdige medmennesker. DU er eksperten på hvordan det er at være dig – hvad der føles rigtigt. Jeg fungerer som en katalysator. Mine ord er enzymer, som du måske kan bruge til noget i din proces. Jeg er ydmyg i min rolle, samtidig med at jeg har en solid faglig ballast, som gør, at du vil opleve mig som mere end bare en lytter.

Forandringerne sker sjældent i konsultationen hos mig, men i dig efter og mellem vores sessioner, hvor mine spørgsmål forhåbentlig har kastet nyt lys på dit liv, dine udfordringer eller din måde at leve på. Med nyt lys på tingene åbner der sig nye veje og nye døre.

”Når en dør lukkes, åbner der sig en ny. ”

Ukendt forfatter

Min faglige baggrund

Flere forskellige uddannelser som psykoterapeut (siden 1990), stresscoach (2011), psykiatrivejleder og sorg/kriseterapeut (2019). Herudover et utal af kurser i personlig udvikling, blandt andet Enneagrammet.

Mange års praksiserfaring med psykoterapi og stresscoaching. Sideløbende underviser jeg i stresshåndtering, kommunikation, selvværd og selvtillid, Positiv psykologi, Konflikthåndtering, Enneagrammet og meget andet.

Egenterapi

Siden 1988 er jeg løbende gået i forskellige former for terapi on and off. De første mange år handlede det om, at genfinde retten til at have de følelser, tanker og behov jeg har. Senere dukker nye udfordringer op. Først og fremmest min datters langvarige cancer-sygdom og død. Senere også 2 skilsmisser.

Et gennemgående livstema om ikke at føle mig elsket og have svært ved at finde min plads i livet, er mere og mere trådt i baggrunden. I stedet er vokset en selvaccept og -indsigt og en større tillid til egne evner. Jeg er dybt taknemmelighed over det liv jeg har skabt og føler mig endeligt hjemme i mit liv med min ægtefælle, mine børn og børnebørn, samt en stor vennekreds.