Teit Sort Uldum

Refleksioner efter Corona

I starten af året er jeg ramt af Corona. Selve sygdommen er ikke værre end almindelig influenza. Men adskillelsen fra min partner og isolationen fra omverdenen er emotionelt udfordrende og minder mig om svære perioder af mit liv.

Egentlig lever vi ikke adskilt som sådan, vi holder bare med 2 meters afstand. Min ægtefælle vil gerne vende tilbage til sit job hurtigst muligt igen efter vores isolation. Derfor sover jeg en uge i gæsteværelset, ligesom vi benytter hvert sit badeværelse og opholdsstue. Måltiderne indtages i spisestuen, hvor vi for første gange nogensinde sidder for hver sin bordende med 3½ meters afstand.

Efter at symptomerne forsvinder og min energi vender tilbage mærker jeg, hvor mange følelser der har været på spil i mig i de halvanden uge mine sygdom har varet. Der sker mens jeg hører høj musik, samtidig med at jeg rydder op.

Mens jeg bevæger mig rundt i stuen begynder tårerne at pible ned at kinderne. At leve isolereret minder min krop om dengang, hvor min datter er i kræftbehandling og vi lever helt isoleret fra omverdenen i lange perioder (hvilket jeg tidligere har skrevet om).

Men jeg fornemmer også, at disse følelser går endnu længere tilbage. Min krop husker fornemmelsen af følelsesmæssig isolation, fra dengang mit liv udspiller sig i min oprindelige familie med begrænset adgang til empati.

Som følge af mange år i personlig udvikling, blandt andet mange timer i psykoterapi, kender jeg fornemmelsen i kroppen, når jeg finder frem til hvilke ord og sammenhænge der vækker genklang.

Det er også sådan jeg arbejder med mine klienter. Jeg træner dem i at mærke, hvor en følelse kommer fra, eller hvor et mønster er opstået. Selvom jeg har en veludviklet intuition, er det afgørende at den enkelte selv mærker efter og finder sine egne svar.

Ofte bliver jeg berørt af og taknemmelig over, hvor eminent vores krop og nervesystem husker tidligere hændelser og hvor forløsende det er, når vi sætter ord og følelser på en kropslig erindring og dermed begynder at slippe den.

 

Corona isolation og gammel ensomhed

Jeg tror, at vi mennesker oplever eller har oplevet denne pandemi meget forskelligt afhængig af vores individuelle historie. Især vores erfaringer med at leve adskilt fra andre.

Igennem de seneste to år har jeg ofte haft medfølelse for mennesker som lever alene og ikke har et tæt dagligt netværk. For dem må isolationen ramme ekstra hårdt – især de ekstroverte med et stort behov for et aktivt socialt liv.

Jeg er heldig at leve i et veletableret parforhold og glæder mig over, at vi et år før Corona er flyttet fra vores lejelejlighed i København til et stort hus på landet med egen have. Dermed har vi plads nok at røre os på, ligesom vi jo let kan bo i hver sin del af huset, da jeg bliver testet positiv.

Men tilbage til udfordringerne med at leve isoleret. Jeg føler mig rastløs, irritabel og trist uden rigtig at kunne forstå hvorfor på det tidspunkt.

Ind imellem tænker jeg undervejs, at jeg kan læse bøger, men har svært at koncentrere mig når jeg har det fysisk dårligt. Så de første dage ser jeg en masse tv, hvilket jeg ellers meget sjældent gør. Efter nogle dage får jeg lyst til at lave noget kreativt, men mest af alt bruger jeg tid på at fantasere om alle mulige ting jeg kan gøre fremover.

 

Min indre fantasiverden

Tendensen til at tænke alle mulige scenarier igennem og lægge planer om ting jeg kan gøre, er noget jeg har udviklet som lille dreng.

Som et sensitivt barn der skal navigere i en familie, hvor den vigtigste værdi er ikke at skille sig ud eller gøre opmærksom på sig selv, og hvor de fleste former for følelser medfører min mors misbilligende blik med skam til følge, forsøger jeg så vidt muligt at undertrykke mine følelser, for at passe bedst muligt ind i det midtjyske parcelhusmiljø.

Problemet er bare, at jeg skiller mig ud på mange måder. Ligesom jeg nok aldrig lykkes med at undertrykke mine følelser og behov på en særlig overbevisende måde. Som konsekvens af at jeg ikke rigtigt ligner de andre børn, eller måske i højere grad fordi min mor helst ikke vil lade mig ude af syne, lever jeg en yderst isoleret barndom.

 

Det er aldrig for sent

Heldigvis er jeg i den situation i dag, selv at kunne prioritere og bestemme over mit liv og mine ressourcer. Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke er præget af min opvækst – for det er jeg bestemt. Men jeg har frigjort mig fra mine forældres normer på utallige områder.

For selvom vi ikke kan ændre på fortiden, så kan vi lære at forlige os med den og slippe det som er usundt for os. Ligesom vi kan prioritere det som føles rigtig for os hver især. Og når vi får aktiveret følelser fra fortiden, så kan vi omfavne dem og se med kærlige øjne på os selv.

Nu er min Corona-isolation for længst overstået og de følelser den aktiverede er heller ikke noget som fylder på en besværlig måde længere. Netop fordi jeg valgte at se tilbage og finde en selvforståelse og slippe endnu en kropslig erindring fri.

Hvis du bærer på noget som nager dig, hjælper jeg dig meget gerne med at finde ind til hvor det kommer fra og hvordan du kan slippe dine tanker, følelser og mønstre fri for at leve det bedst mulige liv.

Kærligst

Teit