Teit Sort Uldum

Psykoterapeut og stresscoach

Udgivet den 24. juni 2021 kl. 21:08 i kategorien Om sorg

Fødselsdage med savn

I den forgangne uge har jeg haft fødselsdag. Indenfor de seneste år er jeg igen begyndt at fejre dagen. Det har taget mig mange år at få lyst til at markere min fødselsdag – igen.

Min værste fødselsdag nogensinde er da jeg fylder 42. Ikke at jeg på nogen måde har en alderskrise (på det tidspunkt). Men det er min første fødselsdag uden min datter.

Vi er tilbage i 2005 og jeg har været far i næsten 13 år, men mit ældste barn er død 9 måneder forinden. Vi er lige flyttet fra det rækkehus, hvor vi har levet igennem 8 år og hvor Zenia er stoppet med at trække vejret. Min daværende hustru, min søn og jeg bor nu midt i Helsingør i en skøn lejlighed. Starten på et nyt kapitel i vores liv. Et liv uden Zenia. Et liv jeg slet ikke har lyst til at skulle leve, men som vi jo SKAL og vil finde os til rette i.

I dagene op til min fødselsdag får jeg det psykisk og mentalt værre og værre. Jeg har slet ikke, som i SLET IKKE, lyst til at skulle fejres, når Zenia ikke er med.

Dagen før min fødselsdag køber jeg lyserøde silkepæoner, som jeg ofte før har gjort, men denne gang ikke til fødselsdagsbordet – men til Zenias have. På vejen mellem blomsterhandleren og kirkegården overvældes jeg af gråd. Faktisk græder jeg så meget at det føles virkelig ubehageligt.

I de forgangne 9 måneder har jeg ellers besluttet mig for, at jeg har lov til at græde – også i offentlige rum. Omvendt vil jeg helst ikke forskrække andre mennesker. De færreste er jo vant til, at se granvoksne mænd græde på åben gade.

Det overrasker mig, at jeg direkte har modvilje imod at skulle fejre min fødselsdag. Et par måneder forinden har det været min søns 10 års fødselsdag og der savner jeg selvfølgelig også Zenia, men viljen og lysten til at fejre Sebastian fylder mere.

Ikke uden min datter

Men at skulle fejre min egen fødsel, uden at et af de vigtigste mennesker i mit liv kan deltage, føles grufuldt forkert. Hvis Zenia bare havde været på lejrskole eller noget lignende havde det ikke været noget problem. Men bevidstheden om at jeg aldrig mere ser min datter, at hun aldrig mere vil lyse op med sit kønne smil, at jeg aldrig mere vil høre hendes stemme eller kunne kramme hende, føles som noget der er værre end døden.

Heldigvis er jeg jo far til to børn og det bliver min redning. Så selvom alt skriger NEJ inden i mig, erkender jeg, at det vil være for egoistisk at aflyse min fødselsdag.

Et sundt element ved at være forælder er, at man lærer at ens børns behov er vigtigere end sine egne. Hvis jeg ikke havde evnen til at tilsidesætte mine egne behov, så ville jeg helt sikkert have sprunget min fødselsdag over. Men af hensyn til Sebastian får vi stablet en fødselsdag på benene og jeg ’faker’ mig igennem dagen og lader som om jeg hygger mig.

Fordelen ved at tvinge sig selv til at gøre noget, man egentlig ikke har lyst til, kan være, at vi bevæger os over i en anden tilstand og flytter fokus fra savnet og smerten. Hvis jeg havde nægtet at fejre fødselsdag dengang for 16 år siden, så havde jeg måske aldrig genlært at sætte pris på fødselsdage.

Små skridt for hvert år

Stille og roligt lærer jeg at kunne lide fødselsdage igen. De første år fylder savnet uendelig meget. Vi tænder lys for Zenia hjemme i stuen og på kirkegården og jeg fortsætter med at græde alene i Zenias have inden selve dagen. De ritualer er stille og roligt blevet mere regulérbare.

Selvom det nu er 16. gang jeg har fødselsdag uden at Zenia deltager, så savner jeg hende stadig. Savnet er hverken blevet mindre eller større. Men det føles mindre overvældende og skræmmende. Vi mennesker kan jo udvikle vores kompetencer – det gælder også i forhold til at være i følelser forbundet med savn.

To-spors-modellen

At tvinge sig selv til at pendle mellem sorgens 2 parallelle rum, der lidt forenklet sagt handler om fortiden eller fremtiden, kan være nødvendigt for ikke at fastlåse os selv i smerten over savnet, af det menneske vi har mistet. Eller alternativt flygte fra sorgen ved udelukkende at fokusere på at komme videre i livet. Når vi vælger at fortsætte familiens traditioner, kan vi flytte fokus væk fra minderne om den mistede – for en stund. Savnet viser sig bare i form af tomheden efter den afdøde i nutiden. Uanset hvad vi fokuserer på er det svært at holde pause fra sorgen. Men jo mere vi øver os i at skifte fokus fra det ene og det andet spor, jo bedre kan vi blive til at leve med sorgen – uden at den eliminerer vores livskvalitet.

Med sorg er det ligesom med andre følelsesmæssige processer. Det er sundest at kunne bevæge sig ud og ind af de forskellige emotioner. Tiden læger ikke alle sår – af sig selv. Men øvelse gør mester og med tiden kan vi opøve stærkere kompetencer til at navigere i savnet og lære at leve et godt liv – også med sorg og savn.

Ovenfor refererer jeg til To-spors-modellen, som jeg vil skrive mere om i næste indlæg på søndag.

 

Vil du læse mere om Om sorg så klik her og meld dig til. Så får du en besked når der er nyt i bloggen.